
Foto: Joshua White
Forskningsprogrammet tager udgangspunkt i den nordiske kunstscene og skal bidrage til nye perspektiver på, hvordan kunst virker i samfundet. Den nye forskning skal blandt andet se på, hvordan kunst udfolder sig indenfor og selv bidrager til at etablere forskellige sociale fællesskaber, og hvordan den samfundsmæssige betydning af kunst kan forstås i en nordisk kontekst.
Forskningsprogrammet er nu åben for ansøgere, og interesserede forskere kan søge om at være med indtil den 21. februar 2019.
Baggrund for forskningsprogrammet
Statens Kunstfond bestilte i 2015 professor Frederik Tygstrup til at udarbejde et forskningsoplæg om kunstens rolle i samfundet i dag. Oplægget skabte grundlag for at indlede et bredere nordisk forskningssamarbejde med Norsk Kulturråd.
Den 23. oktober 2018 deltog over hundrede repræsentanter fra de nordiske forskningsmiljøer i en indspilskonference som blev afholdt i Nordens Hus i København i samarbejde med Nordisk Kulturfond, Statens Kunstfond og Norsk Kulturråd. De forskellige input fra konferencen bidrog til den endelige udformning af forskningsprogrammet ”Kunst og sociale fællesskaber”.