Mødet arrangeres af tænketanken a/nordi/c i samarbejde med Nordens Hus på Færøerne og Nordisk Kulturfond som led i et større tværnordisk partnerskabsprojekt. Deltagerne på mødet er forskere, kunstnere, kulturjournalister og repræsentanter fra kunstinstitutioner, der på hver deres måde arbejder med kunst og kultur. Gennem eksperimenterende samtaler - og workshopformater - skal samtalerne kaste nyt lys to udvalgte emner: armslængdeprincip og kunstnerisk kvalitet.
Med kunstneriske greb vil teaterkompagniet Fix & Foxy desuden iscenesætte dele af samtalerne til at undersøge og nytænke løsninger på de dilemmaer, der findes i kunst og kulturpolitik på tværs af landegrænser og kulturer Det indebærer eksempelvis en køretur ud til et kultursted, hvor deltagerne møder lokale kunstnere og kulturaktører til en snak om kulturlivet og kunstens vilkår på Færøerne.
På baggrund af samtalerne vil der blive udarbejdet et diskussionspapir, som publiceres efter mødet.
Mødet er første led i et løbende partnerskab mellem centrale nordiske kulturaktører, der frem mod 2024 vil afholde en række kulturpolitiske netværksmøder, som skal sætte kunstens vilkår og møde med kulturpolitik på dagsordenen. I partnerskabet indgår Tænketanken a/nordi/c, Kulturcentrum for Sverige og Finland Hanaholmen, Nordens Hus på Færøerne, Nordens Hus i Reykjavik, Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland og Nordisk Kulturfond.
Formålet med partnerskabsprojektet er at skabe en ny type dialog og vidensdeling på tværs af kulturpolitikkens og kunst- og kulturfeltets forskelligartede aktører og at skabe rum for en kvalificeret diskussion om kulturpolitikkens udvikling i et lokalt/regionalt, nationalt og nordisk perspektiv.
Det andet møde i partnerskabet finder sted til november på Hanaholmen i Finland. Det er projektets ambition, at der skal afholdes ét møde på hver af de kulturhuse/kulturinstitutioner, som indgår i partnerskabet.