Strik_Vicki Thake RUM.jpg (1)

Projektet fik støtte fordi:

En mangfoldig gruppe af mennesker vil blive berørt af projektet. Projektet har et stort publikum blandt de tre strikkefestivalers deltagere. En strikkefestival er klart eksempel på hvilket positivt fællesskab, håndens arbejde kan skabe mellem mennesker. Dette projekt bidrager til festivalerne og styrker fællesskabet med et nyt element, som har en høj kunstnerisk kvalitet (tegnestuen NORRØN's tilgang til arkitektur og byudvikling) og højt akademisk niveau.

Ansøgeren skrev selv om projektet:

Formålet med projektet er at undersøge grænsefladen mellem den arkitektoniske disciplin og nordisk strikkehåndværk. At afdække hvorledes nordisk strik som narrativ, formgivning og materialitet kan udmøntes i et arkitektonisk værk, og hvordan arkitekturen samtidig kan medvirke til at udfordre og udvikle den nordiske strikketradition. Projektets fokus er at styrke innovationen indenfor nordisk strik og afprøve nye eksperimentelle kunstneriske samarbejder, der udfordrer og bringer nye perspektiver på arkitektur som disciplin.

Projektets aktiviteter:

  1. En kompetenceudviklingsindsats, hvor strikkefestivalarrangører bag hhv. Orkanger (Norge) og Blönduós (Island) uddannes af Fanø Strikkefestival (Danmark) i brugen af arkitektoniske innovative oplevelsesmiljøer, som led i deres årlige strikkefestivaler. Et innovativt oplevelsesmiljø er et fysisk rum (bygning, arkitektur), der med sine former, farver, materialitet, lysindfald og historie inspirerer strikkere til at afprøve nye sider af deres strikkehåndværk.
  1. En tværfaglig kunstnerisk udviklingsproces, der bygges op omkring udvikling af et prospekt for et flytbart tekstilhotel, der kan imødegå behovet for overnatningskapacitet under festivaldagene og samtidig fungere som et innovativt oplevelsesmiljø, samt udstillingsvindue for nordisk strikkehåndværk. Målet er at afprøve nye eksperimentelle samarbejder mellem arkitekter, tekstildesignere samt strikkere på de tre nordiske strikkefestivaler.
  1. Opbygning af et nordisk strikkefestivalnetværk for festivalarrangører, der kan fungere som sparrings- og videndelingsnetværk fremover, samt en fælles webportal der bl.a. kan formidle projektets resultater, samt fungere som et fælles nordisk udstillingsvindue for nordisk strikkehåndværk.

Foto: Vicki Thake (projektsamarbejdspartner)