2016-02-13 14.47.25 (2).jpg (2)

Projektet fik støtte fordi:

Der findes et langsigtet perspektiv for netværket, som dannes, hvilket er med til at gøre projektet relevant og interessant. Det første skridt for netværket er at organisere et seminarium i Danmark, som samler nordiske professionelle trædrejere til et fælles projekt. Under seminaret deler de professionelle deltagere sin kunnen og viden med hinanden og får både håndværksmæssig og kunstnerisk inspiration fra ledende fagpersoner.

Ansøger skrev selv om projektet:

Skolen for kreativ fritid i Viborg, Danmark, planlægger at genudvikle et koncept og en tradition indenfor nordisk trædrejning, med afholdelse af "Nordic Woodturning Seminar" med deltagelse fra de nordiske lande og med fagligt indhold med fokus på trædrejning.

Det overordnede formål for deltagerne, vil være at indgå i et nordisk forum samt opbygge og udvikle et fagligt og kulturelt netværk. Samtidig vil målet være, at deltagerne får kunstnerisk inspiration af hinanden samt debatter og diskussioner med dygtige fagfolk på tværs af de nordiske lande. Målgruppen for seminaret vil være erfarne trædrejere fra hhv. Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Danmark.
Første gang for "Nordic Woodturning Seminar" bliver i Viborg i 2018, og effekten af projektet skal på længere sigt være, at Nordic Woodturning Seminar videreføres som et årligt tilbagevendende seminar, på skift mellem de deltagende, nordiske lande.

Skolen for kreativ fritids overordnede mål og vision i relation til "Nordic Woodturning Seminar", er at bevare, videreføre og udvikle et gammelt, traditionelt håndværksfag, som bygger på nordiske, håndværksmæssige traditioner og er en del af vores fælles kulturarv.

At lave noget i hånden handler i høj grad om skabertrang og skaberglæde. At se noget vokse ud af ingenting; et stykke træ der bliver formet til en brugsgenstand, brugskunst, en kunstgenstand eller en skulptur. Forventningens glæde ved at se hvordan træet, dets farve og åretegninger kommer til udtryk, når man begynder at bearbejde det. Hvert enkelt stykke træ er unikt, hvor farverne og åretegningerne i træet er med til at forme og understrege den genstand man laver.

Træ som materiale, har altid været et populært grundelement i nordisk indretning. I bestræbelserne på at arrangere et seminar med høj faglighed prioriterer vi derfor at tiltrække dygtige deltagere, med så bredt et spekter af viden indenfor faget.

Det handler i høj grad om at lave noget unikt i en tid hvor de fleste ting bliver massefremstillede, men det handler i lige så høj grad om at deltage i et fællesskab. Har man interessen for træarbejde og trædrejning, bliver glæden desto større, hvis man kan dele den med andre. At deltage i et forum af dygtige trædrejere, hvor alle er aktive i formidling af inspiration og viden. Dette forum vil vi gerne være med til at skabe på nordisk niveau - at synliggøre nordiske tendenser indenfor trædrejning gennem afholdelse af Nordic Woodturning Seminar.

I Norden har vi en fælles interesse for og glæde ved design. Generelt er nordisk design kendetegnende ved at være simpelt, minimalistisk og funktionelt, med en skønhed der er enkel i sin form og en holdbarhed der rækker ud over kortvarige modetrends.
Det samme gør sig gældende for trædrejning, som er et gammelt, traditionelt håndværksfag, men samtidig et fag der har vist sig bære- og levedygtigt trods skiftende tider og tendenser. På Skolen for kreativ fritid har vi som mål, at håndhæve gamle håndværksfag samt bevare og fremme interessen for disse - heriblandt trædrejning, som vi betragter som en del af vores fælles, nordiske kulturarv.