Art Writing.JPG

Foto: Christian Djurhuus, Aarhus Litteraturcenter

Projektet fik støtte, fordi:

Projektet er et pragteksempel på, hvordan man samler udøvere fra hele Norden. Mødet er yderst værdifuldt for deltagerne, da de aktivt er medskabere af dets udformning.

Ansøgeren skrev selv om projektet:

Nordic Hands er et fagligt møde med laboratoriet som omdrejningspunkt.

16 nordiske kunstnere og ’art-writers’ vil arbejde praktisk og teoretisk sammen i en uge på Godsbanens Åbne Værksteder i Aarhus. Gennem nøje tilrettelagte workshops med praktiske og filosofiske oplæg, vil deltagerne udveksle og bevidstgøre arbejdsprocesser, materialitet og kunstneriske udtryksmåder og interessefelter.

Undervejs vil de enkelte deltagere holde oplæg og præsentationer med inddragelse af fysiske materialeprøver, skitser o.lign. Størsteparten af disse præsentationer vil være offentligt tilgængelige. Deltagerne bliver desuden repræsenteret ved en udstilling af fotografiske posters med værkfotos og værkstedsfotos.

Forløbet kulminerer i et symposium, som er åbent for alle interesserede. Det vil indeholde oplæg fra kunstnere, teoretikere og formidlere som belyser de kunstneriske udtryk og perception og formidling af materiale- og håndværksbaseret kunst.

Efterfølgende, for at sprede den samlede viden, erfaring og inspiration, udgives en publikation og en række små dokumentariske videofilm.

Projektet udføres af HINT Project i samarbejde med Projekt Art Writing og med sparring fra Aarhus Billedkunstcenter.

Deltagerne er udvalgt af HINT Project (Mariko Wada og Sanne Ransby (DK)), John K. Raustein (NO), Saana Murtti (FI) og Project Art Writing, så deltagerne samlet repræsenterer flere genrer indenfor tekstil, keramik, træ, metal, grafik og ’art-writing’.