Bibi Chemnitz. Black Anorak (002).jpg

Foto: Bibi Chemnitz. Sort anorak, 2017. 

Projektet fik støtte fordi:

En kærlig mangel på respekt for "vi plejer" - Kan man sige det bedre? Mariagerfjord Kunstforening med sit Museum for moderne kunst, Kunstetagerne Hobro, er kendt for at lave nytænkende udstillinger af høj kunstnerisk kvalitet i krydsfeltet mellem billedkunst og kunsthåndværk. Nu har museet fået øje på, at samtidens beklædningsdesign og billedkunst fra Grønland, Island og Færøerne har et fællestræk - ikke at have sit udgangspunkt i "vi plejer".

Det nordjyske kunstpublikum får lov til at opleve en international udstilling, som også formidles til resten af Norden, og ikke mindst: de udstillende kunstnere fra de tre lande kommer til at skabe et netværk med hinanden og med udvalgte danske kunstnere i forbindelse med et åbningssymposium.

Ansøger skrev selv om projektet:

Udstillingen tager afsæt i det frugtbare kunst- og designmiljø i de tre nordatlantiske lande Grønland, Island og Færøerne.

Målet er,

  • at give et dansk kunstpublikum et indblik i den mangfoldighed, eksperimenterelyst og kærlige mangel på respekt for "vi plejer", som aktuelt præger billedkunst og beklædningsdesign i de tre lande, som vinder stadig større bevågenhed internationalt,
  • at etablere et kunst- og designnetværk mellem de fire lande,
  • at belyse og diskutere vilkårene og strategierne for kunstnerisk arbejde med udgangspunkt i det lokale og med hele verden som potentiel scene.

Kulturen og dermed også kunsten i Grønland, Island og Færøerne har gennem historien udviklet sig i en vekselvirkning mellem lokale traditioner og udefrakommende påvirkninger og inspirationer.  Sådan er det også i dag, men hvor kunsten op gennem det 20. århundrede primært baserede sig på danske/europæiske strømninger, så præges nordatlantisk kunst og den hastigt voksende scene for beklædningsdesign i dag af en stigende interesse for at bruge, diskutere og fortolke det lokale. 'Det lokale' skal opfattes meget bredt:

  • For billedkunstens vedkommende spændende fra brugen af lokale motiver og inspirationer fra de tre landes knap 150 år lange kunsthistorie, over form- og materialeeksperimenter til abstraktioner over kunsten selv.
  • På designscenen i alle tre lande udforskes og udfordres ikke blot lokale, traditionelle materialer, håndarbejdsteknikker, modeller og mønstre, men også historien og eksistentielle spørgsmål om identitet og nationale tilhørsforhold.

Der skabes med andre ord original, både traditionsforbundet og eksperimenterende, lokalt forankret kunst og design i både Grønland, Island og Færøerne, når billedkunstnere og designere revitaliserer og genfortolker traditionelle, æstetiske udtryk i lokale materialer, sætter lokale problemstillinger til debat og diskuterer deres respektive hjemlande - alt sammen på baggrund af en international kontekst.